Det øjeblik jeg kom ud af min moders skød, græd jeg. Nu efter at have endt “Iconophobic” ved jeg hvorfor. Det dybe tomrum var en virkelighed, som jeg forlod. Jeg fulgte nogle akkorder i håb om, at de ville lede til navlestrengen.

Jeg benyttede skrigende guitarer, klassiske instrumenter, elektroniske beats og enda lydeffekter til at klage, lette mit hjerte, sørge og glæde mig igen og igen.

Dette album er et konceptalbum, som handler om angsten for billedsprogets verden. Jeg ved ikke om det virkeligt er et psykologisk problem, men jeg synes om ideen om morbid fremmedgørelse af billeder, ikoner og generelt af virkeligheden. Iconophobics hæfte indeholder et afsnit i form af en cirkel, som lyder:

“Ak, at mennesket var fri…da der ikke var billeder.
Ak, at billeder blev til et værktøj…til at ændre virkeligheden.
Ak, at selve virkeligheden…er et billed skabt af mennesket.”